Modellens opbygning
Tre-akter-modellen er bygget op således:
- Første akt = Begyndelsen
- Anden akt = Handlingen
- Tredje akt = Afslutningen
Modellens opbygning med vendepunkter (plot-points)
- Første akt = Begyndelsen. Slutter med et vendepunkt.
- Anden akt = Handlingen. Slutter med et vendepunkt.
- Tredje akt = Afslutningen.

Første akt - Konflikten præsenteres (ro)
I første akt præsenteres vi for filmens personer, miljø og
konflikt. Vi lærer altså hovedpersonen og omgivelserne at kende og får styr på, hvad det er hovedpersonen vil eller skal i historien.
I slutningen af første akt vil der være et
vendepunkt. Det betyder at der sker noget, som tvinger historien til at tage en drejning. Hovedpersonen tvinges i en anden retning og er nu klar til at møde konflikten. Et vendepunkt kaldes også for plot-point.
Anden akt - Konflikten bekæmpes (uro)
I anden akt begynder selve handlingen. Denne akt fylder det meste af filmen. Hovedpersonen forsøger at bekæmpe den uro, der er opstået og tager udfordringen op med de forhindringer, som står i vejen. Hovedperson skal bekæmpe konflikten for at skabe ro i historien igen.
I slutningen af anden akt, møder vi et nyt
vendepunkt (plot-point). Det er her filmens højdepunkt er, og hvor vi finder ud af om hovedpersonen løser eller ikke løser konflikten.
Tredje akt - Konfliktens løsning (ro)
Hovedpersonen har nu været igennem alt uroen og der er skabt en ny ro / orden i historien. Han/hun har kæmpet med konflikten, har fundet en løsning og har lært noget af det. Der er sket en forandring. Historien finder ro og kan slutte.

Værd at huske !
- Første og anden akt slutter med et vendepunkt (plot-point).
- Ro - uro - ro.
- Orden - uorden - ny orden.
- Anden akt fylder mest i filmen.
- I nogle film kan modellen ikke bruges.