Øjenvidneberetning (genretræk)

  • Øjenvidneberetning hører under kategorien: journalistik / information.
     
  • En øjenvidneberetning er en artikel i en avis, hvor et øjenvidne til en begivenhed skriver om sine oplevelser. Øjenvidnet husker tilbage på, hvad der skete og der fortælles med stor indlevelse om de vigtigste situationer. Man kan sige at øjenvidnet genoplever situationen. Det hele fortælles ud fra øjenvidnets synsvinkel.
     
  • Læseren tages med tilbage til "hvad der skete", og får beskrevet oplevelsen som den huskes. De vigtigste situationer bliver grundigt beskrevet. Der fortælles om, hvordan det føltes at "være der". En god øjenvidneberetning lader læseren mærke, hvordan det var at være der.
     
  • Sproget låner ofte fra novelle-genren, når miljø eller situationer skal beskrives. Der fortælles detaljeret om betragtninger og reaktioner på det der skete.
     
  • Sproget er ofte dramatisk, og sørger for at gøre det til spændende læsning.
     
  • Det er øjenvidnet selv, som er fortælleren, og som skriver artiklen. Derfor bruges "jeg-fortæller"
     
  • Sproget er dramatisk, følelsesladet, sansende, beskrivende og indlevende.
      
  • En øjenvidneberetning har en rubrik som "fanger" læserens interesse: "Tre dage i helvede", "Fanget under jorden", "På ferie med døden i hælene" - osv.
     
  • Øjenvidnet kan også gå udenfor fortællingen, og nævne hvad der er sket bagefter og måske fortælle om, hvordan han/hun har det i dag med det som skete. Øjenvidnet kan også komme med forklaringer, meninger og en konklusion. Dette er dog adskilt fra selve fortællingen og vil derfor ofte stå til sidst i øjenvidneberetningen.