Refleksion
Refleksion er en kategori af tekster, hvor forfatterens tanker udgør selve teksten. Man kan sige, at forfatteren tænker højt. Der tænkes fx over et emne eller et dilemma, og måske foregår der en indre diskussion. Forfatteren vender og drejer tingene, overvejer, spørger ind til, problematiserer osv. Forfatteren når ofte frem til en form for konklusion eller afklaring – men ikke nødvendigvis. Kategorien refleksion har til opgave at dele tanker, observationer, erfaringer og synspunkter. Den vil også inspirere læseren til selv at tænke med.
Opinion
Opinion er en kategori af artikler fra aviser og nyhedssider. Journalisten, eller andre afsendere, har her mulighed for at udtrykke holdninger og meninger. Man kan kalde disse artikler for “subjektive“, da de er baseret på, hvad afsenderen synes der skal lægges vægt på, og fordi de er præget af en holdning. Opinionsartikler har for det meste til opgave at sætte fokus på et emne samt at overbevise, inspirere og- eller provokere læseren.
Information
Information er en kategori af artikler fra aviser og nyhedssider. Artiklerne er skrevet af en journalist, som har til opgave at afdække en begivenhed/nyhed. Derfor kaldes denne kategori også: journalistik. Disse artikler er fyldt med information, fakta, baggrund og interviews om begivenheden og er for det meste objektive. Journalisten vælger en vinkel at skrive ud fra. Informationsartikler har til opgave at oplyse og informere læseren.