Dokumentarfilm

En dokumentarfilm er en film, som handler om virkeligheden, set ud fra en bestemt vinkel eller holdning.

Sidens overskrifter:

Genreblomst

Blomstens blade

Dokumenterer virkeligheden
Det hedder en “dokumentar”, fordi den forsøger at dokumentere virkeligheden. Det vil sige, at den forsøger at redegøre for noget / bevise noget, som eksisterer i den verden vi lever i, Dokumentarfilm handler derfor om virkelige historier og emner, og de medvirkende er derfor virkelige mennesker – ikke skuespillere.
Et emne eller en sag
Den forsøger ofte at give indblik i andres liv, at behandle en problemstilling, at undersøge en sag osv.
Samfund og kultur
Dokumentarfilm tager som regel afsæt i noget, som rører sig i samfundet eller kulturen. Dokumentaren tager derfor fat i det, vi omgiver os med til dagligt. Fx politik, velfærd, finans, handel, kunst, samfundsklasser, minoritetsgrupper, sundhedsvæsnet osv.
Kilder og research
En dokumentarfilm benytter sig af viden, fakta, udtalelser og holdninger, som er indsamlet igennem kilder og research. Den må gerne behandle og tage stilling til disse data, men skal gengive sine kilder korrekt og troværdigt.
On location
En dokumentarfilm er filmet på stedet (on location), hvilket betyder at scenerne ikke er indstuderet eller taget om og om igen. Kameraet må filme og fange det der sker nu, og derfor kan nogle billeder være rystede eller slørede, når man fx må bruge håndholdt kamera. En dokumentarfilm kan derfor virke meget autentisk i sit udseende.
Søger sandheden
De fleste dokumentarfilm er søgende efter sandheden om noget. Den går dybt ind i sit emne, og prøver at skabe indblik og grave virkeligheden frem. Den interesserer sig for den verden vi lever i, og den prøver ofte at vise os noget, vi ikke selv har fået øje på. Den viser os ofte noget, som gemmer sig under overfladen.

En fortolket virkelighed

Instruktøren vælger ofte at bruge filmtekniske virkemidler for at forstærke modtagerens oplevelse af filmen. Instruktøren kan ved hjælp af klipning, kamerabevægelser, lyd, lys osv. styre, hvordan vi helst skal opleve filmens historie og budskab. Fx bruger man ofte en stemme (voice-over) i filmen, som skal guide os igennem de problemer og behandle de oplysninger vi får imens filmen kører.

Virkemidler og fortællerstemme er med til at dreje virkeligheden i en retning. Man kan sige at virkeligheden er fortolket. Instruktøren har bearbejdet de oplysninger, som han/hun har fået, og filmen bliver skabt udfra de valg, som instruktøren har truffet. Derfor bliver dokumentarfilm også til en kunstart, da den ikke kun følger og beskriver virkeligheden – den tager også stilling til den, præsenterer den igennem instruktørens øjne osv.

Kort formuleret: Den viser ikke virkeligheden som virkeligheden er, men som instruktøren eller de medvirkende ser virkeligheden. Derfor er det særligt vigtigt, at filmen fremstår troværdig.

Hvad kan en dokumentarfilm?

En dokumentar kan fx have til opgave:

at informere om virkelige historier/hændelser
at undersøge et emne eller en problemstilling set udfra en bestemt vinkel
at besvare spørgsmål og søge sandheden om et emne
at følge eller interviewe relevante personer om deres oplevelser og holdninger
at sætte fokus på ting der rører sig i samfundet, fx politik og kultur
at vise noget om (skildre) menneskers liv og vilkår – indefra
at invitere til debat eller sætte spot på et problem
at underholde og/eller provokere.

5 undergenrer

Der findes rigtig mange undergenrer. Vi har valgt 5 ud, som er nogle af de mest almindelige.

1. Den klassiske dokumentar

Den klassiske dokumentarfilm vil vise og informere os om et emne eller en sag.

Det kan fx være film om natur, historiske begivenheder, samfundet osv.

Der er ofte en stemme, som fortæller og forklarer om det vi ser. (Voice-over)

Den kan være båret af en nysgerrighed eller en problemstilling.

Den kan indeholde interviews.

Den kan indeholde rekonstruktioner.

2. Den observerende dokumentar

Den prøver at afsløre virkeligheden (sandheden)

Den bruger lang tid på observationer og research.

Kameraet er ”Fluen på væggen”, ofte håndholdt kamera.

Der bruges ikke så tit en stemme (voice-over) eller interviews.

Der er ikke altid et budskab, kun en nysgerrighed på at opdage sandheden.

3. Den poetiske dokumentar

Den beskriver mere end den forklarer.

Den prøver at skabe en stemning.

Der er ofte musik som medvirker til rytme og stemning.

Der er fokus på det sanselige og det æstetiske.

Form og udtryk er vigtigere end handling.

4. Den dramatiserede dokumentar

Ligner lidt en spillefilm: dramatisk, spændingsopbygning.

Den bruger ofte virkemidler fra fiktions-genrer.

Den prøver at vise, hvordan en situation fandt sted. Hvem gjorde hvad, hvornår og hvordan?

Den er iscenesat, hvilket vil sige at det er en fortolkning af virkeligheden. Man kan også sige at den forsøger at genskabe virkeligheden (en rekonstruktion). Vi ved altså ikke helt, hvad der er sandt og hvornår instruktøren har "pyntet på handlingen" eller gætter sig frem.

5. Den deltagende dokumentar

Journalisten / instruktøren deltager selv i filmen, og er måske hovedperson.

Der foregår en handling, som instruktøren er en del af.

Journalisten / instruktøren taler til kameraet (eller os) og bruger jeg-form.

Der kan være scener, hvor instruktøren har skjult kamera.

Der kan være flere interviews.

Der er spændingsopbyning og en tydelig konflikt.

Et eksempel på denne genre kunne være den kendte: "Supersize me".