I digte og lyrik er der ofte et “jeg” og et “du”, det kalder man det for “det lyriske jeg” og “det lyriske du”.
Når man taler om et “lyrisk jeg”, er det ikke nødvendigvis forfatteren selv, men kan være hvem som helst. Det er derfor vigtigt at give et bud på, hvem du tror, “jeg’et” og “du’et” er.
Disse spørgsmål kan hjælpe dig lidt på vej:
Hvem taler i teksten? Hvem er “jeg”?
Hvem bliver der talt til? Hvem er “du”?
Hvad vil “jeg” gerne sige til “du”?
Hvad vil “jeg” gerne fortælle om “du”?
Eksempel 1
“Dig elsker jeg. Danmark mit fædreland”
(“I Danmark er jeg født”, H. C. Andersen, 1850)
Her optræder der både et “lyrisk jeg” og et “lyrisk du”. Jeg’et siger, at det elsker du’et.
Jeg’et taler om Danmark, som et “dig”. Derfor bliver det til et “lyrisk du”, da Danmark optræder som en person, der bliver talt til.
Eksempel 2
“Lad mig være lidt alene med mig selv Jeg vil have dig alligevel” (Kald det kærlighed, L. Lilholt, 1986)
Her optræder også både et “lyrisk jeg” og et “lyrisk du”.