En øjenvidneberetning er en artikel i en avis, hvor et øjenvidne til en begivenhed skriver om sine oplevelser. Øjenvidnet husker tilbage på, hvad der skete og der fortælles med stor indlevelse om de vigtigste situationer. Det hele fortælles ud fra øjenvidnets synsvinkel.
Øjenvidneberetning hører under kategorien: journalistik / information.
Som at være der Øjenvidnet tager os med tilbage til “hvad der skete”, og får beskrevet oplevelsen præcis som den huskes. En god øjenvidneberetning lader læseren mærke, hvordan det var at være der.
Detaljerede beskrivelser De vigtigste situationer bliver beskrevet detaljeret og der fortælles med indlevelse om oplevelsen og om følelsesmæssige reaktioner på det der skete.
Øjenvidnet er fortælleren Det er øjenvidnet selv, som er fortælleren, og som skriver artiklen. Derfor bruges “jeg-fortæller”. Der bruges ofte sprog og stil, som kan minde om novelle-genren, hvor vi følger øjenvidnet / hovedpersonen, helt tæt på i alt, hvad der sker.
Dramatisk og medrivende Fortællestilen er dramatisk, følelsesladet, sansende, beskrivende og indlevende. Der er sørget for at gøre det til spændende og medrivende læsning. Der er ofte gjort meget ud af spændingsopbygning.
Spændende rubrik En øjenvidneberetning har en rubrik som “fanger” læserens interesse og som kan minde lidt om titlen på en roman. Fx: “Tre dage i helvede”, “Fanget under jorden”, “På ferie med døden i hælene” – osv.
Før og efter oplevelsen Øjenvidnet kan også gå udenfor fortællingen, og nævne hvad der skete før og efter oplevelse. Måske fortælles der om, hvordan det går med øjenvidnet nu – efter alt det som skete. Øjenvidnet kan også komme med supplerende information, uddybende forklaringer og egne meninger om begivenheden. Dette er dog adskilt fra selve fortællingen og vil derfor ofte stå først eller sidst i øjenvidneberetningen.